fredag den 2. maj 2014

Dag 5: Første dag i salen!

Så er dagen endelig kommet, hvor presse og fans har fået adgang til salen. Man kan overvære landenes anden og sidste individuelle prøve - i de næste prøver køres hele showet igennem uden planlagte afbrydelser eller pauser.

Sal og scene:
Lad det være sagt med det samme: det er en sindsyg flot scene og sal, der skal danne ramme om Eurovison Song Contest 2014. Scenen er kvadratisk med to små satelitt-platforme man kan gå ud på. Scenen er omringet af vand og baggrunden udgøres af en række lysende kuber, som kan skifte mellem at være transparente og ugennemsigtige. Bag det hele er der en stor tv-væg i hele salens bredde. Det geniale med kube-konstruktionen er, at man giver scenen noget struktur, samtidigt med at den bevarer sit lethed. Godt tænkt!

Kubekonstruktionen på scenen.
 Scenegulvet er en stor trykfølsom skærm, som kan reagere på, hvor artisterne står på scenen. Det er ikke set før i Eurovison. Green-room er placeret inde i salen midt blandt de stående fans.
Green room

Her er lidt indtryk fra dagens prøver:

Aserbajdsjan:
En smuk sang i en lidt fesen indpakning. Vi har en akrobat i trapez og kirke- og bymotiver i baggrunden. Bortset fra dette løftet sceneshowet sig  aldrig rigtigt til noget interessant.
Aserbajdsjan på scenen

Ukraine:
Scenen forvandles til hvide stråler af lys, og der er stjerne-himmel-pletter overalt. Vi har en mand i en en oversize hamstertrædemølle. Det er et effektivt nummer, og man må sige, at Ukraine får det optimale ud af en meget banal sang. Vi har gang i den helt store vindmaskine.
Ukraines stjernehimmel mv.

Belgien:
Vi har her at gøre med Belgiens svar på Amin Jensen eller en Paul Potts klon. Der er bare noget med tykke mænd med høje stemmer, men er der ikke lidt for meget fokus på hans moderbinding? Han synger fint, og man vil kunne huske ham, så måske går det ok for Belgien på trods af, at denne her slags sange har det med at floppe.
De små satellitscener kan vise billeder i gulvet, hvilket bruges i oversigtsbillederne af salen.
Her er det Belgien, som giver den gas.

Moldova:
Dramatisk optræden som dog aldrig bliver interessant. Det meget uhyggelige baggrundsmotiv afløses langsomt af valmuer.

En uhyggelig skov i Moldova afløses af valmuer
San Marino
Mændene i sort, som skal sørge for at alle rekvisitter kommer ind på scenen, er virkelig på overarbejde nu. Valentina står i en slags muslingeskal, og så er der også lige et flygel på scenen. Har man ikke set hende før? Jo, det er tredje gang i træk hun repræsenterer San Marino - det overgår selv Kirsten Siggård! (Hun var med tre gange, men kun to af dem i træk).
Det er da en ok sang, men San Marino har ikke rigtigt nogen venner ud over Italien, så det bliver svært for det lille land, for Italien skal stemme med semifinale 2, så der er ingen hjælp derfra.
San Marino med "muslingeskal" og det hele.
Portugal
Festlige latinamerikanske rytmer præger denne sang, men er den ikke lidt for letbenet til at man kan regne med at den kommer i finalen? Store trommer har ingen sikker virkning i Eurovision. Sidste år var de store trommer gode for Danmark, mens det gik rigtigt dårligt for Irland. De eneste store genstande, som bevisligt har positiv effekt i Eurovision er store bryster - det virker altid! 

Store trommer er bare "so last year". Bare spørg Emmelie F.
Holland
Et anderledes nummer, som slår en mere dyster stemning an. Er det sådan noget danskerne kunne finde på at stemme på?`

Montenegro
En typisk Balkan-sang, men den er peppet op med en  rulleskøjteprinsesse, som sætter skøjtespor, når hun bevæger sig hen over scenen. Det er flot og meget grand-prix-agtigt, så det fortjener da at gå videre.

Ungarn
Aftenen slutter af med en sang om vold i familien. Teksten formidles godt af danserne, og der er en god vokalperformance. Et ikke helt almindeligt emne i Eurovision, men der skal jo også være plads til noget alvor midt i den store festivitas. Ungarn skal dog have lidt bedre styr på tv billederne, for de er ikke altid optimale. 

Det var aftenens sidste prøve i B&W hallerne.  Next stop: Euro Club!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar