søndag den 11. maj 2014

Tillykke til Conchita Wurst, Østrig og København!

Tillykke til Conchita Wurst fra Østrig med den overbevisende sejr!

Conchita var en overraskende vinder, men sangen og sceneshowet var overvældende. Jeg tror også, det er godt for Eurovision, at vi skal til et land udenfor Skandinavien næste år.
Østrigs vinder.
(Foto: Thomas Hanses EBU)
Resultat og afstemninger
Top 3 blev:
  1. Østrig 290 point
  2. Holland 238 point
  3. Sverige 218 point
Danmark blev nummer 9 med 74 point. Det var samme pointtal som Spanien, men Danmark fik point fra 18 lande, men Spanien fik point fra 17 lande, så derfor blev Danmark nummer 9 og Spanien nummer 10. Havde man brugt den gamle regel om flest 12-taller, så var det omvendt, for Spanien fik ét 12-tal fra Albanien. Danmark fik ingen 12-taller.

Østrig fik 13 douze-points og der var point fra 32 lande, så kun 4 lande gav ikke Østrig point (Armenien, Polen, Hviderusland og San Marino). Når vi nu er ved afstemningen, så har man for første gang offentliggjort det fulde resultat, hvor man kan se placeringerne for alle telefonafstemninger og juryer (helt ned på hvad hver enkelt jurymedlem har stemt).
I alle pointene gemmer der sig lidt interessante godbidder:
  • Der er ingen jury resultater fra Georgien. Hvordan kan det lige være?
  • Armenien gav kun 4 point til de lande som endte i top 5. Meget mærkeligt, og det kan ikke kun skyldes, at Armenien selv endte i top 5.
  • San Marino var det land, som gav flest point til de 10 dårligst placerede lande. Hele 21 point gik fra San Marino til bund-10, hvor gennemsnittet er 7,4 point. San Marinos stemmer var 100% jury-stemmer, hvilket sandsynligvis skyldes, at der deltager for få i telefonafstemningen til at den kan bruges.
  • Rusland blev nummer 8 selvom de kun fik point fra 14 lande.
  • Den danske jury og telefonafstemningen var enige om hvem der skulle i top 3, men ikke om rækkefølgen. Seerne havde Holland som nummer 1, mens juryen havde Sverige som nummer 1. Da juryen kun havde Holland på 3. pladsen, betyder de matematiske beregninger, at Sverige endte med 12 point fra Danmark. Holland fik 10 point og vinderen Østrig fik 8 point fra Danmark.
København som værtsby
Det er næppe muligt for en Københavner at give en neutral evaluering af København som værtsby, så det vil jeg holde mig fra. DR lavede et fantastisk show, og det var helt vildt at opleve den totale forvandling, som B&W-hallerne har undergået for at blive til en high-tech Eurovision-scene.

Valget af B&W-hallerne er givetvis en af de mest specielle lokationer i Eurovisions nyere historie, og jeg tror, at alle der oplevede showet i hallerne vil huske det længe. Selv vil jeg sent glemme min hjemrejse fra finalen i en åben havnerundfartsbåd i silende regn og blæst. Det var ikke nogen specielt grand-prix-agtig opleve. Men på trods af denne særprægede afslutning skal der lyde en tak til DR og København for alle skønne oplevelser!
THE END!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar